Juleblues

Det gik. Det blev jul. Vi gik ikke i stykker. Han kom ikke. Vi er hjemme igen. I Damehuset.

Jeg havde faktisk ikke troet det. At det ville gå. Angsten havde så godt fat i mig, at jeg var overbevist om, at han kom. At jeg nærmest selv kunne tiltrække katastrofen, alene ved energien af min altoverskyggende frygt for den. Loven om tiltrækning og alt det der.

Alt disponibelt mandskab var i beredskab. Naboer adviseret. Familiepatruljering organiseret. Overvågning af udenbys biler iværksat og specifikke registreringsnumre varslet i kvarteret. Foranstaltninger linet op indendørs og vagthund på matriklen. Sgu da noget af et show. Så mange mennesker og så meget angst...ikke noget at sige til, at det er et par døgn om at slippe sit tag i en Hulemor.

Jeg havde ellers glædet mig til at komme hjem. Glædet mig til følelsen af at køre ud af byen uden andre biler i bakspejlet, end dem, der havde følgevagten. Altid en ny rute. Altid en ny vej væk. Altid fulgt af en anonym ledsager. Meget mærkeligt liv.

Julestemningen indtraf ikke. Al for megen tristhed, alt for meget angst, alt for mange forventninger, alt for meget savn, alt for meget følelsesmæssigt overarbejde. Svært at være mor nok, datter nok, kæreste nok, mig selv nok. Brok, brok, brok.

I morgen piller vi de sidste julerester ned, gemmer dem til bedre tider og håber tiden læger alle sår. Nåe nej, nogle sår. Angstens og savnets. Om ikke læger så lindrer.

Børnene er glade. Vi har fri i morgen. Smeden har stadig den bredeste favn i verden. Det meste er ok.

Ps. Tak for jeres kommentarer og glædelig bagjul.

Kom nu frem

Ja det er dig, jeg taler til. Du lunefulde julestemning. Synes godt nok, det holder lidt hårdt. Jeg er landet på juledestinationen og glæder mig vel også til i aften. Når maden er på bordet, træet tændes og alt det der. Sammen med min familie. Er det ikke mærkeligt, at den, der ikke er der, fylder mest?

Mine børn glææææder sig. Virkelig. Troldebarnet vågnede nærmest med hjertebanken: "Shit mor! Det er juleaften i dag!" (ledsaget af det bredeste smil). Elverpigen går og nynner og får morfar til at spille julesalmer på flygelet. Så han må ned i kælderen bagefter og ryste tårerne af sig. Det hele er som det plejer. Bare uden mor. Min mor. Hustru, farmor, mormor, svigermor og mor. Vi savner hende helt ind i knoglerne.

Min mor elskede julen. Elskede den på den dybe måde, de kærlige budskaber, stemningen, taknemmeligheden, juleevangeliet - det hele. Og hun spredte glæden til os andre. Ved ikke lige, hvem, der skal sprede den nu. Ikke mig i hvertfald. Mærkeligt både at være den voksne for børnene, og indeni selv en 12-årig, der vil have sin mor.

Hun ville selvfølgelig sige, at vi skulle tage os sammen, hvis hun kunne. Skabe juleglæde for børnene og hinanden. Glæde os over alt det, vi har haft. Over at hun fik to juleaftener, efter hun blev syg. Over at vi har hinanden og kærligheden. Og i år ingen sygdom. Kun en eneste ting trøster mig at tænke på: hendes ansigtsudtryk i døden. Hun lignede ikke en, der ville tilbage.

Så NU. Nu nu nu. Rejser jeg mig og laver en jul. Glædelig jul til jer alle, må det blive en skøn dag og aften.

Ps. Indtil nu ingen eksmand i farvandet. Har rent faktisk sovet i nat. Angsten er ofte værre på forhånd, åbenbart. Jeg var ved at gå fra koncepterne i sidste uge, ved tanken om at være på en adresse, han kender. Men nu er jeg her, og det går. Forhåbentlig har han nogle gode mennesker i sit liv, der ønsker at give ham en god jul, så han ikke skal bruge sin energi på sit had. Dvs. mig. Vi håber.

Ham har jeg da været heldig med

Pyha, endelig snart hverdag igen. Synes da ærligt talt de weekender er liiiige lovligt overbookede med julegaveindkøb, børnehygge, værelsesrenovering og lokumsuge. Ja, sådan én har man hvert år på børnenes skole, så det har lige givet godt og vel en ekstra times arbejde i den forgangne uge. Pr. dag forstås.

Og da jeg så skulle gøre malerværktøj rent efter at have sat det (næsten) sidste væv op og malet, syntes jeg godt nok, vandet var lang tid om at blive varmt. Og var det egentlig ikke også lidt koldt på værelserne? Hvordan var det nu med fyret - var der noget med, at der snart skulle olie på? Det var så lidt sent, jeg kom i tanke om det. Suk. Så er det altså godt, man har en foretagsom smed i sit liv.

Ikke noget problem at komme forbi, hente en trailer med olietank, fylde den og køre tilbage til Damehuset - OG rode, rode, rode med tørlagt fyr, der strejkede ved tanken om at skulle hostes i gang igen. Hulemor blev lidt Maude i det, gad ikke bruge tid på det, flirtede med tanken om fjernvarme, tværede faktisk en hel del...grmmmffff. Smeden skruede bare på det hele med sine pæne hænder og blev slet ikke sur. Insisterede bare på, at det skulle have en lille pause en gang imellem. Sådan cirka et kys' tid... Fantastisk mand. Faktisk en slags helt.

Nu er der nemlig varme på igen, og inden længe er det Hulemors sengetid. Der venter lidt arbejde i morgen, men de store små har fri og hygger med kammerater, så det giver næsten en halv fridag, når man trækker madpakker, bus/cykel/logistik-koordinering, lektier og den slags fra.

Og forresten...jeg afleverede en ordentlig svada i dag. Til min eksmand. Ja, ja okay bare et billede af ham. Sådan bare symbolsk ikke? Ja, jeg er bange og nervøs og urolig for, om han pønser på noget i forbindelse med julen. Men jeg nægter at give efter for det. Det kan da ikke være rigtigt at hele min familie skal holdes i angstens greb. Og lægge os ned og vente på om han kommer. Vel? Så derfor fortalte jeg ham lige et og andet om, hvad jeg mener om ham og hans metoder.

Det gør godt indeni. De gange han har overfaldet mig, har jeg også kæmpet. Slået igen, raset og kæmpet som en besat. Jeg er sikker på, det har reddet mit psykiske velbefindende, at jeg ikke lod mig lamme af rædslen. Så det har jeg tænkt mig at blive ved med...

Og nå ja forresten. Jeg er bare helt med på det der væddemål June og Dragonfly!!

Heldigvis...

... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..