Nå men flytter I så sammen?

Svaret er nej. Nej, vi flytter ikke sammen.

Okay, så det er altså ikke sådan helt seriøst?
Okay, så jeres børn kan måske ikke enes?
Okay, så I tør ikke tage det endelige skridt endnu?
Okay, så I er ikke helt færdige med fortiden?
Okay, jamen hvornår så?

Åbenbart ikke sådan helt reglementeret først at melde ud, at man har en helt rigtig kæreste - og så købe et hus bagefter. Sit eget hus. Giver rimelig meget forvirring i øjnene og nogle 'sjove' gætterier. Der må jo være en grund til, at vi ikke flytter sammen. For det gør man. (Skynd jer så at flytte sammen, så vi kan få jer ind i en par-kasse?)

Lad mig slå helt fast: Det er helt seriøst. Efter hver sin smertefulde skilsmisse er det helt og aldeles komplet overvejet, vendt og drejet og seriøst, at det hér, det er det. Hverken mere eller mindre. Vores børn trives fint sammen, de synes, det er lidt sjovt (og pinligt) at vi er kærester, men hans kan lide mig - og mine ham. En fortid som den, vi hver især har, lader sig ikke sådan lige gøre færdig, men de følelser, vi har for hinanden i nutiden, er med til at hele.

Det endelige skridt for os, er at vi vil hinanden. At vi når ind til hinanden. At vi respekterer hinanden. Og at vi bliver hos hinanden. Selvom der ikke gives garantier, er det løfte dybfølt denne gang, for os begge. Det valg har ikke noget med en adresse at gøre.

En gammel klassekammerat sagde for et par år siden til mig, at der skulle en mand med et stort ego til at håndtere sådan en som mig, der både skifter dæk i en håndevending og sætter hylder og skabe op med større nøjagtighed end nogen mand.

Smeden har dét ego. Men det er ikke større, end at han aldrig sætter det over mig. Han bliver bare ikke bange. Han bliver ikke hys, han går ikke i forsvar, han forsvinder ikke. Jeg kan ikke flytte ham. Hvis jeg hidser mig op, siger han "rooolig nu". Hvis jeg afleverer en meget lang analyse af ham og giver den som dramaqueen, siger han højst "Det var da satans alt det, du ved om det. Uden at spørge. Men det er nu ikke rigtigt, det du siger". Og hvis jeg insisterer på at diskutere en ting, der er meget vigtig nu og her, siger han "Hvis du laver te tirsdag aften, kommer jeg. Så kan vi snakke om det dér". Meget praktisk mand for en flegmatisk og dramatisk drømmer som mig..

Men uanset hvad, så har jeg to dyrebareste i mit liv. Og det samme har smeden. Vi har vores hjem, de har deres. Børnene er ikke blevet spurgt, om de synes, det er en god ide, at vi er kærester. Og det skal de heller ikke spørges om. Men vi skal heller ikke vælge for dem, at de skal være semi-søskende og fungere i en ny storfamilie. Så derfor har vi valgt, at vi fortsat beholder hver sin hjemlige base, og laver storfamilie for en fredag/en weekend/en ferie, en gang imellem.

Jeg har mine lån, han har sine. Jeg er skidegod til at bage rugbrød og han kan bakke med en trailer. Sådan er vi så gode til at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe hinanden! Det bedste af to verdener.

Synes vi.

Når man bliver voksen...

Eller rettere: når man bliver fyrre. Så har man da fortjent noget? Det føles ret meget som om der er mindre sand i den øverste halvdel af timeglasset nu, og det bare rinder og rinder...

Det skal markeres, altså. At man har (over)levet et langt stykke liv, og mærke, at det stadig er der, livet. Jeg synes godt, det må være en stor ting. En vigtig ting. En skelsættende ting. Og det må også godt være en lidt dyr ting. Eller meget dyr, hvis den holder længe..

Der er blevet tænkt, drømt, regnet, ønsket, kigget, talt på knapper, snakket, spurgt, tøvet og overvejet. Hvad skal det være? Et par støvler? En taske? Et maleri? Et designermøbel? En hest? En rejse? En luksus spa behandling? En Gun-Britt klip? En mega fladskærm? Eller...

...............

Hva' med et hus? Et hus. Et fint hus. Et hyggeligt hus. Sit helt eget hus.

...............

Sådan et har jeg købt i dag.

Sgu!!

HA! Blev nok lige voksen dér, med kreditforening, ejendomsskatter og det hele. Men det føles godt og fuldstændig rigtigt.

Så i dag har vi fået festmiddag med mørbrad og pandekager til dessert, yummi. Ungerne sover sødt og drømmer sikkert om nye værelser med kig til stjernerne, i et rigtigt hus med både kælder og "ovenpå".

Hulemor sidder med en kop te og plejer endnu en infektion i kroppen, mens der sukkes efter fredag og og skæves lidt til et stykke papir med en meget dyr underskrift.

P.s. Jeg får også kig til stjernerne fra min seng. I mit soveværelse. I mit hus..

Inden sengetid...

...ville jeg skrive store tanker, men de bliver ligesom inde i hovedet. Mange store ting fylder og rumsterer, meget af det hører ikke til på bloggen og noget af det er bare ikke faldet nok på plads til "offentliggørelse". Der er knald på ude i det virkelige liv...

Desuden tager det åbenbart liiidt lang tid at restituere ovenpå en virkelig glam 70'er fest, jeg havde travlt med at være til i lørdags. Åhh at være Agnetha for en aften...in these boots!! And they are not made for walking...

Ved du, hvor din mor er?

Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?

Hvis du var en supermarkedsvare, hvilken hylde ville du så ligge på?

Det er faktisk længe siden, jeg har set ham. Han er ellers en af mine stampatienter, der kommer fast hver 6. uge. Desværre har han været meget, meget syg den seneste tid, men han så alligevel bedre ud i dag, og der var stor gensynsglæde. Selvom han er 70, er han en indtagende mand og rap i replikken. En af de få, der får et knus, inden han går ud af døren (selvom det ligger en hel del udenfor den professionelle grænse).

Inden han gik, så han mig i øjnene og sagde:

"Du kender godt de der vogne i supermarkedet, ikke? Dem, der er fyldt med udgåede varer til ingen penge? Som alle mennesker står og rager lidt ligegyldigt i? Jeg føler mig som en af de varer. Lægerne var ikke nærige med kniven, og nu er jeg helt ødelagt. Jeg kan ikke engang hygge mig med en dame længere"

Han havde tårer i øjnene.

Og han fik et kram, da han gik.

Resten af dagen har jeg tænkt over, hvilken vare jeg egentlig er? En farverig grøntsag i den kølige afdeling? Et syrligt drop på dåse? En god steg i køledisken? En sprudlende boblevand blandt kvalitetsvine? En hengemt syltevare på bagerste hylde? En falmet serviet glemt i udstillingen? En lækkerbisken i glitterpapir? En doven cola i automaten? Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig, faktisk...

Jeg håber bare, det varer længe, før jeg ligger i rodekassen med uddaterede varer! Og så alligevel...det er ikke alt guld, der glimter - og lige netop i rodekassen finder man ofte de bedste køb. Det vil jeg minde ham om, når jeg ser ham igen!!

Hvilken vare er du?

Om veninder og en enkelt faderbinding

Lige nu er det nattøjstid med ild i brændeovnen, to snorkende unger i sofaen og en lille mundfuld rødvin i fredagsglasset.

I morgen er det venindedag, med børn, snik snak og måske en anelse mere rødvin. Jeg glæder mig til den salige stund, hvor vores unger sover, og vi kan smække fødderne op i samme midte af sofaen, mens vi gør os kloge på verden.

Da jeg var i gang med at blive skilt, spurgte min psykolog mig engang, hvad det var, der havde gjort udslaget. Hvad det var, der havde fået mig til at tage beslutningen om at blive skilt. Der var mange grunde, store og små. Manglende respekt for mig som hustru, mor og menneske var den altoverskyggende grund. Jeg var indhyllet i et spin af psykologiske tirader, der gjorde mig evigt tvivlende og handlingslammet. Jeg blev blandt andet kaldt umoden og doven og blev beskyldt for at have en uhensigtsmæssig faderbinding.

Det var svært at finde modargumenter mod én, der havde studeret termerne og fundet en vej til magt i dem. Men én episode kom til at gøre forskellen. Én episode, hvor det stod lysende klart for mig, at han ikke havde ret. Og hvor tvivlen og trangen til at være rigtig, for en gangs skyld stod i skyggen af følelsen af at have den rigtige mavefornemmelse.

Anledningen var en venindekomsammen i min gamle gymnasieklasse. Jeg har veninder, som går helt tilbage til dengang, jeg var ni år. Veninder fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra højskolen, fra mine studietid på to uddannelser, fra skiferier, naboskaber og arbejdspladser. Nye og gamle imellem hinanden.

Det var sommer, mit ægteskab var i krise og jeg blev inviteret til reunion. Min eksmand var af den mening, at jeg skulle blive hjemme, når nu tingene ikke fungerede 100%. En ganske rimelig betragtning egentlig, hvis ikke det var fordi, jeg måske trængte til at få en lille bitte smule luft.

Jeg fik en lang forelæsning om, at det var et utrolig infantilt træk at have alle disse gamle venskaber. At det handlede om et ønske om at holde fast i fortiden og ikke være tilstede i nuet. At jeg ved at holde fast i gamle relationer, fremfor at være sammen med min familie (altså ham og børnene) ubevidst stræbte efter en svunden tid, som jeg ikke evnede at frigøre mig fra. Det kan alle jo forstå er umodent, ikke sandt?

Lige dér, lige den aften, der tænkte jeg: Det dér, det er eddermame LØGN. Naturligvis skal venskaber ikke overskygge engagementet i den nære familie, men jeg tror ikke på, at der findes en eneste psykologibog i verden, hvor der står, at det er dårligt at have venner. At det er uhensigtsmæssigt og infantilt at have relationer, der går længere tilbage i tiden end nuet. Jeg nægter at tro på det! Det er grundlæggende en positiv evne at kunne skabe, udvikle og bevare venskaber. Basta! (Behøver jeg nævne, at han ingen havde?)

Og det viste sig jo også, at alle venner og veninder stod på spring for at huse, hjælpe, støtte og trøste, da jeg fik brug for det. Derfor har jeg dem stadig, og derfor gider jeg godt køre langt for at værne om dem. Amen.

Ps. Min eksmand formastede sig engang til at nævne min usunde faderbinding overfor min mor. Han pointerede blandt andet, at min far bestemte for meget over mig. Hvortil min mor kvik i replikken svarede: "Ved du hvad? Hvis hendes far havde bestemt noget som helst over hende, så var hun ALDRIG blevet gift med dig" (tag den fister løgsovs, siger jeg bare)

Og i aften...

...lytter jeg til et vanvittigt blæsevejr udenfor, nyder natten og smører mig ind i lækkerier, jeg skal teste for nogen. Drikker godnatøl med mig selv og hører musik. Højt. Fra dengang jeg var en uspoleret, meget ung, dansende teenager med ham her på båndoptageren. Den dansende er derinde et sted, og kan stadig lokkes frem... Skru op!!

Portvinsdranker?

Dog ikke. Men nu er jeg åbenbart blevet sådan én 40-årig dame, der sidder og tyller noget Baileys. Fordi jeg kom til at tude over et indlæg ovre hos Marie, der bare trigger noget indeni mig. Noget, der vil ud gennem tårer.

Og fik mig til at finde det sidste billede af min mor. Min mor og jeg. Hånd i hånd. Mens hun tog afsted og jeg skulle blive. Og jeg tog det billede, fordi jeg vidste, at hun var på vej. Og jeg vidste, at det var okay. Så det billede er ikke sorg, det er glæde. Og på gensyn.

Kamp og kvindedage

Det er jo i dag. Den internationale kampdag for kvinder. Og jeg tænker egentlig en masse om det, og har tænkt virkelig mange kloge (!!) tanker om, hvad der stadig er værd at kæmpe om- og for. Ikke mindst for kvinder ude i den store, voldsomme verden.

Jeg er bare så træt. Træt, træt, træt. Måske er det de 40? Eller også er det bare for lidt søvn og eftervirkninger af tre infektioner, der ikke rigtig har sluppet sit tag i kroppen endnu. Og ordet kamp. Det gør mig så fandens træt, for jeg synes, der har været kamp nok de sidste år her i mit lille liv.

Og der er i hvert fald én kamp, mit hoved har kredset om i dag. Kampen om kærligheden. For kærligheden. Med kærligheden. I kærligheden. Om at få den og om at miste den.

Jeg har selv været dér, for ganske få år siden, hvor den største kamp handlede om den helt dagligdags kærlighed. Ikke en stor kamp i nogen verdensorden, men dog verdens største kamp. For mig. At erkende ikke at være elsket. At erkende at leve sammen med et menneske, der ikke formåede at holde af andre. Overhovedet. Ikke engang sine egne børn. Det lyder hårdt, og det er hårdt. Det er så hårdt, at alt i mig ville tro på, at jeg var den forkerte. Hvilket jeg fik masser af opbakning til at fastholde!

Det var mig, der var den begrænsende. Den hæmmede. Den infantile. Den åndelige og spirituelle analfabet. Den forkerte, der ikke ville lære.

Indtil en knivskarp psykolog tog mig i hånden og fulgte mig hele vejen tilbage til mig selv, hvor jeg mærkede, at det var rigtigt. Jeg var ikke elsket. Og det var ikke min skyld.

Nu er jeg elsket. Der bliver ikke brugt mange ord på det, men jeg mærker det. Jeg mærker, at jeg ikke skal kæmpe mere. Jeg ser det i hans øjne og mærker det i hans hænder.

Bevares, af og til forsøger jeg da at kæmpe en lille smule endnu. Lidt dramaqueen er man vel stadig. Men også dét bliver elsket. "Så, så. Rolig nu, Maude" eller "Er du sur? Mutter" (udtales "måtter"). Sagt i overbærende kærlighed. Rummelighed. Villighed til at lytte. Og et glimt i øjet. Så er det altså svært at blive ved at være sur. Hulemor kan i hvert fald ikke.

Så i dag vil jeg bare glæde mig over, at der er dén kamp mindre at kæmpe!!

Sol og stilhed

Endelig! Sol over skoven...ahhh.

Jeg savner, når solen skinner. Altså savner min mor. Jeg havde håbet, at foråret, som hun elskede, ville piske mere liv ind i hende. Men jeg fastholder øjeblikket fra dén søndag morgen, hvor jeg var fyldt af en følelse af, at hun ikke ville tilbage. Selvom det blev nok så meget forår...

Og der sker gode ting. Spændende ting. Rare ting. Og jeg under mig selv at glædes. Og nynne. Måske endda smådanse lidt. Det er også forår indeni og jeg gider godt være med i livet. Og jeg er taknemmelig over, at jeg kan. Ikke alle kan.

I sidste uge talte jeg med en pige, jeg kender lidt. Jeg kender hende, fordi hun kommer i det hus, hvor jeg arbejder. Hvor mange er syge, og nogle bliver raske. Heldigvis. Hun er sød, pigen, og smuk. Kvik, optimistisk og positiv. Stærk. Men hun er også syg. 17 år, fuld af liv. Og leukæmi. Hun har villet det liv så meget. Kæmpet så hårdt.

I dag kommer hun hjem. De siger, at de ikke kan gøre mere for hende. Nu er hun træt. Den hestekur, der skulle hjælpe, hjalp ikke. Jeg synes ikke, det giver mening. Så i dag er jeg lidt stille for hende.

Det er ikke fordi jeg vil tynge jer, eller jeres fredag, med triste historier, selvom jeg synes, de lige nu er omkring mig til overflod. Jeg vil bare huske jer på, at det liv dér...HER...det skal fandeme nydes, mens vi har det!!

Så nu vil jeg glæde mig over, at jeg har rengøringsweekend på skolen - er der noget bedre på en fredag med det første solskin i mands minde? Og så vil jeg tage hjem og få mine unger til at grine, give dem lækker mad og pandekager til aften. Kysse og kramme dem, indtil de tror, jeg er tosset og beder mig slappe af. Og det vil jeg så gøre ved at drikke en iskold øl og segne i verdens bedste fredagssofa!!

Happy Friday!

Ind i et nyt årti

Det er ikke fordi, jeg er blevet træt af at blogge eller gået totalt i hi i den store skov. Jeg har bare haft susende travlt med at fylde år. 40 år. F y r r e. I mandags. Så er det sagt.

Og ve' I hvad? Det var slet ikke slemt. Det var nærmere rigtig, rigtig fedt. Jeg syntes ikke, jeg var sådan rigtigt in the mood for party, så i stedet inviterede jeg familie og venner i små hold, så jeg kunne have mig selv med i det.

Jeg havde hele tiden håbet, at min mor ville klare den indtil min fødselsdag. Men sådan blev det ikke. Og der vil blive ved at være ting, oplevelser, tider hvor hun mangler. Hun mangler bare helt vildt. Især i går, hvor det ville have været hendes fødselsdag.

Så der var savn. Og tårer. Men også masser af glæde, kram, kys, sludren, chokolade, grin, kaffe, blomster, fortællinger, venner, kage, tillykker, mad, vin, gæster og gaver. Det var virkelig slet ikke slemt. Se bare her:




Hvis dine øjne også er en liiiille smule for trætte til at nærlæse kortene, kan jeg lige ridse op, at der imellem de fine kort findes alskens lækre vareprøver udi hud-guf. Ultimativ ansigtscreme, lækker kropspleje, gavekort til to ansigtsbehandlinger, italiensk vin og masser af penge til nye projekter. Og en ny taske! Det skal jeg bare have. (Min gamle belsac fra konfirmationen i 1985 holder bare ikke længere. Den er ellers af kernelæder, og det er vel stadig moderne?)

Hvad siger du? Skulle man ikke blive 40 lidt oftere?!!