Søndag aften i Damehuset. Ja, jeg sover stadig i køkkenet. Og ja, det er hyggeligt, men efterhånden savner jeg et soveværelse. Stakkels smeden er gået ned med lungebetændelse, og adlød (næsten) ordren om ikke at arbejde i weekenden. Maleren (dvs. mig) har spartlet mere gips, pudset mere væg, sat mere væv op og endda malet en smule. Opryddersken (dvs. mig) har tømt flere flyttekasser (eller skulle jeg sige omorganiseret i dem..), elimineret vasketøjsbunker, smidt ragelse ud og pudset glemt fodtøj frem til genkendelighed. Kokken (dvs. mig) har lavet madplaner, fodret afkom, smurt madpakker og fyldt fryseren op.
På tirsdag starter jeg på mit nye arbejde, og jeg glææææder mig. Og er lidt spændt. Og en smule betænkelig ved de længere dage. Og rigtig, rigtig bedrøvet ved tanken om dagen i morgen. Farvel til Landsbyhospitalet, gisp. Farvel til det kære, gamle hus, der med alle sine originaler og tossede traditioner, snik-snak og vandrehistorier, hjertevarme personale og stampatienter tog imod mig og favnede mit vingeskudte liv, da jeg kravlede ind over dørtærsklen for 3½ år siden.
Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tid, jeg har været en del af det gamle hus og dets ånd. Små hospitaler er en uddøende race, og Landsbyhospitalet tager snart sit sidste sukkende drag. Det er udviklingen, siger de, mens vi, personalet, græder med patienterne over et stykke tabt historie. Noget går tabt med de små, nære sygehuse, og man ved, at man hel sikkert er ved at blive gammel, når man synes udviklingen går den forkerte vej (og de unge i øvrigt er for dovne). Så jeg ved altså, at jeg er ved at blive gammel. Og jeg ved, at jeg kommer til at tude i morgen. Og jeg ved, at jeg vil savne alt det, der var Landsbyhospitalet.
Én nats søvn, så er det farveldag. Sov godt derude, jeg skal lige have pakket mine kleenex..