Sælg ikke skindet før...

Alle mand raske? HA HA, det var da en joke. Mandag morgen kl. 8.36 ringede Elverpigen ud på mors nye arbejde og meldte sig syg. Blev kørt hjem af en venlig sjæl og fik besked på at ringe til Hulemor igen, hvis hun begyndte at kaste op. Indtil der lige var styr på arbejdssituationen. Kl. 10.10 kom meldingen om akut opkastning i sengen. Ud over den nye computer. Øv.

Hulemor var hjemme kl. 11, vaskede sengetøj og tæpper - og prøvede at redde den fine nye pc fra al for meget bræk lugt. Bevæbnet med tandstikkere og pincet blev der gravet madrester ud fra tastaturet - yyyddrk. Man ved bare, at man elsker sit afkom ubetinget, når man klarer sådan noget. Nå, men det gik.

Barnet sov, solen skinnede, dagen var ung endnu - så Hulemor malede køkken! Nu har det malertape sådan set også siddet omkring kontakter og lister siden august, såååå... det var lige til at gå til. Og nøøøj som det blev pænt. Senere blev badeværelset ryddet for malergrej, kommoder flyttet rundt og vinduespartier på børneværelserne malet færdige. Dejligt med sådan en barns sygedag, når det nu skulle være.

Elverpigen blev bevilget en restitutionsdag under dynen i dag, og Hulemor gennemførte en hel arbejdsdag uden flere sygdomsoverraskelser. Satser faktisk på at passe mit timetal resten af ugen, med mindre Nemesis kommer efter mig igen. Så finder jeg nok på noget mere, jeg kan male...

Livscirkler

Alle mand raske igen, hurra. Hulemor måtte blive i sengen tirsdag, tog heltemodigt på arbejde onsdag - og blev sendt hjem igen efter frokost. Torsdag aften klagede Troldebarnet over mavepine, og måtte hentes på skolen fredag middag til tidlig weekendhygge. Dvs. efter der var kastet op, øv. "Mor, mormor gav mig altid en cola is, når jeg havde ondt i maven. Det hjælper rigtig meget". Heldigvis var der sommerrester på bunden af Damehusets fryser, så maven kunne kureres. Jeg bliver så glad, når mormor har sat spor i deres børneliv.

Nu er det lørdag i Damehuset. Min far har været på besøg til lækker frokost og eftermiddagskaffe. Med kage, som Elverpigen havde bagt. Dejlig dag. Og apropos min mor, fortalte han - igen - en historie fra dengang, de var unge. Jeg kan godt forstå, hans tanker kredser om den, og han ikke kan slippe det.

En hovedstad i Norden, året er 1967. Min far, musikeren, købmandssønnen med de store armbevægelser og mange bejlerinder entrerer sin nye uddannelse. Der er mange søde piger dér. Og fester. En aften med halløj i luften inviterer en af pigerne sin veninde med til en fest hos min far. Hun er vestjyde, jordbunden - og synes overhovedet ikke, han er noget særligt. Men det synes han, at hun er.

Januar måned 1968. Endelig bliver de kærester. Han er glad. Stolt. Glæder sig til en fest, de skal til. Sammen. Men hun dukker aldrig op. Den selvsikre købmandssøn med den hurtige replik er rystet. Nervøs. Hvad laver hun? Hvor er hun? Han forlader festen, opsøger bestyrerinden på det pensionat, hvor den nye kæreste bor, og får lov at komme op den unge dames værelse, selvom der egentlig ikke må være mænd på dét tidspunkt.

Hun ligger på sengen. Klædt på i det pæne tøj, hun havde valgt til festen. Der er mørkt. Hun stirrer bare ud i luften, kigger dårligt nok på ham. "Hvorfor kom du ikke?". "Det ved jeg ikke", siger hun. "Kom, tager du ikke med?". "Nej. Der er noget, jeg skal finde ud af med mig selv. Jeg har brug for noget alene tid. Gå bare ud og fest. Vi ses".

Senere har hun tænkt. Hun vælger købmandssønnen fremfor ham, hun egentlig havde forlovet sig med. De taler aldrig om den aften mere.

Klip til januar måned 2011. Der er gået 43 år. Deres kroppe er ældre, men købmandssønnen er stadig brændende forelsket i sin vestjyske kvinde. Som er svag. Mærket af den sygdom, som driver livet ud af hende. Han er bange. De fleste dage sidder de bare med hinanden i hånden, hun i hospitalssengen, han på en stol ved siden af. Ordene er svære, særligt for en vestjyde. En aften tilbyder personalet ham at overnatte ved siden af hende. Han ved godt, hvad det betyder. De ved noget, de ikke fortæller.

Han tør ikke sige det til hende. Hun er så meget sin egen. "De har sagt, at jeg må sove her i nat. Hvis du vil have det?". "Det vil jeg ikke. Det lyder måske egoistisk, men det er ikke ukærlighed til dig. Jeg er i ingenmandsland nu. Der er noget, jeg skal finde ud af med mig selv. Jeg har brug for noget alene tid. Kør hjem og se noget fjernsyn. Drik noget rødvin og ryg nogle smøger. Vi ses".

36 timer senere døde hun.

Jeg kunne skrive en masse om mine tanker om historien. Men nu får du den bare, som den er. Enkel, smertefuld og smuk. En livscirkel.

Min nye bedste ven

Lovede jo forresten en tilbagemelding på den her:

Hvis du hader mørke morgener og din krop synes, det er nat kl. 5.45 - så kan du garanteret også blive venner med den her. Den første morgen vågnede jeg godt nok med et sæt, da lyset tændte, og jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg bare skal vækkes på den laveste styrke lys.

Efter en uges tid har mit system vænnet sig til den, og jeg er mere frisk om morgenen end nogensinde før. Jeg synes, det er en straf at skulle vågne før 7, og dem, der siger, at det er et spørgsmål om vane, ved ikke, hvordan det er at være en Hulemor! Jeg har øvet mig i mange år, og jeg hader det stadig...

Men nu er det faktisk lige før, jeg nyder at gå i seng, fordi jeg ved, at jeg bliver vækket stille og roligt. At jeg så har raget mig en omgang semi-influenza til mig, og vendte næsen hjem under dynen efter en time på job i morges, er jo ikke lampens skyld.

Jeg fik sovet dejligt nogle timer inden børnene kom hjem - og helt overraskede fandt deres mor i sofaen. Med fjernbetjeningen indenfor rækkevidde. Hold nu op, noget ringe tv, de sender der midt på dagen. Boxer har beriget os med et ordentligt læs gratiskanaler i 14 dage, så jeg så 4 stjerners middag (noget i den stil) og et program om en trucker fra Horsens, der blev gift. Og uvenner med sin bedste ven, der talte i walkie talkie. Altså på den seriøse måde. Jeg anede ikke den slags mennesker fandtes, helt ærligt. Det er ikke grimt ment, men ... jeg var målløs. Så sig ikke, at man ikke kan få udvidet sin horisont ved at ligge på sofaen...

Noget om kærlighed

Det der kærlighed ikke? Det kan godt have mange udtryk. Vi kan hurtigt blive enige om, at man elsker sine børn. Selvfølgelig. Og kæresten - i mit tilfælde smeden? Afgjort. Kan man også elske sit hus? Jeg kan.

Damehuset er simpelthen det hyggeligste. Ikke det nyeste. Ikke det prangendeste. Til gengæld det ret krinkelkrogeste. Ikke sådan specielt varme økonomisk. Ingen nye badeværelser, italian style (eller er det spansk islæt, der er moderne?). Men ved du til gengæld hvad? Det er mit. MIT. Der er ikke nogen mand, der har købt det til mig. Det er lige som jeg vil have det, til Elverpigen, Troldebarnet og Hulemor.

Og prøv liiiige at se, hvad smeden har lavet i en gammel skunk. Og jeg har tapetseret i dag:

Tøsehyggekrog i Elverpigens værelse. Det holder max. (Hvad der er i akvariet? Ørkenrotter da)

Den dag ejendomsmægleren sagde, at han havde det perfekte hus til mig, der tænkte jeg sådan lidt: "ja ja, Karl Smart". Og hvad havde han? Han havde sgu da ret!! Jeg elsker mit Damehus. Nu med køkken uden dobbeltseng...

Det første år

Nu er vi teknisk set ovre det. Det første år efter min mors død. Meget, meget mærkeligt. Jeg talte med min far om det i går, hvor det var et år siden, hun blev bisat. Han var lettet i stemmen. Som om han ånder lidt lettet op nu. Det har været tungt, og jeg tænker på, at tidligere tiders sørgeår måske var en rigtig god skik? Min far har båret sorg et år nu. Og været sig smertelig bevidst, at venner og bekendte i hans omgangskreds smed sørgebindet for længst.

"Det er som om, de kun tænker på, at jeg skal komme videre. De taler om, at det da vist går bedre, og 'han har da fået farve i kinderne', og 'han spiller da også golf igen'. De forstår slet ikke, at sorgen stadig indhyller alt, hvad jeg gør. At jeg savner hende hver eneste dag".

Måske sådan et sørgebind ville være ok? Nu er ringen sluttet, som han sagde i aftes. Nu er det ikke længere et år siden, hun blev indlagt. Et år siden hun fik sepsis. Et år siden hun faldt om. Et år siden de fik beskeden. Den endelige. Et år siden den sidste jul. Det sidste nytår. Et år siden den sidste nat sammen. Et år siden de kørte den sidste tur fra hjemmet. Et år siden hun aldrig kom hjem igen. Et år siden vi rørte hende for sidste gang. Nu er det endnu længere siden.

Jeg lever også med sorgen. Som regel i fredelig sameksistens. Men af og til bryder den igennem min bevidsthed med erkendelsen af, at hun er død. At der aldrig mere bliver en levende mor til mig.

Sådan en dag er det rart, at det er lørdag morgen. Sneen daler udenfor. Damehuset er varmt og hyggeligt. Børnene er glade og veltilpasse. Smeden er lige i nærheden. En langstrakt weekend uden planer ligger og venter på at blive nydt. Livet er svært og livet er dejligt.

God weekend...

En mors kærlighed

Jeg er træt. Træt og forgrædt. Indeni og udenpå. I dag er der gået et år. Et helt fuldt år siden min mor døde. Længere væk - og alligevel mere nærværende end nogensinde. Minderne vokser, mens duften i hendes tørklæder fortager sig. Jeg gider ikke at have, at hun er død.

Hvis du stadig har din mor, så lov mig at sætte pris på hende, bare i aften. Du ved ikke, hvor længe du har hende. Pludselig er alting for sent.

Der er kun to formildende omstændigheder disse dage. For det første - hun var så fredfyldt i døden. Det er ikke hende, der længes nu, det er kun os, de levende efterladte. For det andet - jeg ved mere end nogensinde, at jeg var elsket. Hun har altid sagt, at sangen "Mild, lattermild og gavmild" handlede om mig. Selvom jeg engang syntes, det var pinligt og plat, så ved jeg, at hun mente hvert et ord. Nu trøster det endda lidt.

Lyrics | ANNET LINNET - MILD, LATTERMILD OG GAVMILD LYRICS

Hvor skal du sove i nat?

Jeg skal sove i mit nye værelse, nemlig. Min soveværelse. Mit, mit, mit. Det lod vente på sig, men NU er børnene gået til ro i deres nye værelser, der også dufter af træ og maling og har kig til stjernerne. Dejligt at have et Damehus.

Sov godt derude - og forresten, læg mærke til lampen. Det er snyd-dit-system-og-vågn-som-et-A-menneske lampen. Nej, jeg har ikke prøvet den endnu, selvom den er en julegave fra smeden. Den kom først i forgårs pga. de mange andre B-mennesker i dette mørke vinterland, der også ville have sådan en under træet. Jeg forventer naturligvis at vågne uden jammer men fuld af energi - rapport følger i morgen...zzzzzzzzzzzz

Nøøøjjjjj

(Ps. Billedet lånt på politiken.dk)

50.000 besøg i Hulebo/Damehuset. En bette smule for nogen - kæmpe smule for mig. Hvis jeg var kreativ, ville jeg lave en kæmpe give away, men synd for jer - jeg kan ikke engang tråde den symaskine, jeg arvede fra min mor. Til gengæld er jeg blevet ret god til at spartle gipsvægge og sætte væv op, men det kan man jo desværre ikke give væk på en blog (nej, man kan ej!).

Nå, men på søndag flytter vi ind i de nye gemakker, og hvis jeg falder over noget glemt og genialt at give væk - så lover jeg at det bliver her. Aftale?

Jeg kan få ondt i hovedet af at tænke på det

Ordene er Elverpigens og faldt i aftes, da vi efter aftensmaden kom til at tale om meningen. Den store mening. Med det hele. Hvor kommer vi fra? Hvorfor bliver man egentlig født? Hvorfor er der nogle, der er fattige og andre, der er rige? Hvor kommer man hen, når man er død? Er det rigtigt, at nogle af dem, der er døde, ikke kommer over på den "anden side" - og derfor hjemsøger de levende?

Jeg kan egentlig også få ondt i hovedet af at tænke på det. Eller i hvert fald blive meget, meget træt på den universelle måde, hvor det hele pludselig ikke giver mening. Hvor alting forekommer så ligegyldigt? Senere så vi en udsendelse fra Madagascar sammen, hvor altings forunderlige storhed gjorde det enkelte individs eksistens helt uforklarlig. Eller måske netop forklarlig fordi alt hænger sammen, og ingen er noget uden de andre. Men hvor man (jeg) gik i seng med fornemmelsen af, at så skidevigtigt er det nok heller ikke, om det nye tæppe i børneværelserne er den ene eller den anden grå nuance. For nu at stille det lidt på spidsen.

Nå, men heldigvis har man (jeg) et Damehus til at sikre fornyet jordforbindelse, når der ligesom er flere projekter, der godt nok nærmer sig sin afslutning, men stadig lider under sene eftermiddage og mørke aftener. Dvs. jeg får ikke lavet en bønne deroppe i hverdagene, suk. Men det bliver godt. Og der kommer snart billeder. Og Hulemor flytter ud af et køkken og ind i et soveværelse. Hurra.

Hende her bekymrer sig hverken om universet eller mørke eftermiddage. Rævesov hele eftermiddagen i den forbudte - men åh, så eftertragtede - seng. Lå musestille i jeg-er-usynlig positionen. Desværre glemmer hun, at stritørerne fortæller alt...sov godt.

Nå men Godt Nytår så

Jeg ved ikke rigtigt med det år. 2011. Husker det faktisk ikke som noget rart år. Synes i øvrigt også 11 er et grimt tal. Så farvel med det. Alligevel...så er der det der med at skrive blog - at det dokumenterer mere, end hvad man lige sådan husker på stående fod. Og der var da heldigvis også meget godt i det Herrens år, også i mit lille liv.

Og jo, vi kom fint ind i det nye år. Bare Elverpigen, Troldebarnet, smeden og mig. Jeg plejer ellers at være opsat på en rigtig fest, når det er nytår, men vi havde ikke lige fået arrangeret noget. Ting løb ud i sandet, aftaler blev ikke koordineret og pludselig var der kun fester indenfor rækkevidde, hvis vi gad køre langt. Overnatte og den slags. Det gad vi ikke. Slet ikke mig, ovenpå den jul hvor vi i forvejen næsten ikke var hjemme, men havde travlt med at ordne andres følelser og udsving i den slags registre.

Alligevel var jeg lidt muggen over udsigten til manglende fest. Var faktisk lige ved at give smeden skylden for det hele, bare fordi. Fordi jeg ikke gad have mere skyld selv. Og fordi jeg ikke havde fået arrangeret en fest og fordi ingen inviterede os, fordi alle troede, vi skulle noget andet, og fordi Elverpigen var ked af, at der ikke blev nogen fest. Indtil jeg kom i tanke om, at muggeriet handlede om, at min hjerne troede, det umuligt kunne blive hyggeligt bare os fire sammen. Fordi det ville have været en umulighed dengang, vi havde den der såkaldt rigtige familie, hvor alting handlede om at træde helt rigtigt på en knivsæg en hel lang aften. Og hvor alles forventninger umuligt kunne indfries, og hvor det altid blev mit ansvar, at de ikke blev det.

Derfor har jeg altid haft så utrolig travlt med at få ting arrangeret. Især nytårsaften. Og derfor var det så fantastisk at gå sammen med smeden og lave mad, se Dronningens nytårstale sammen med børnene og forklare hvad ordene betød, sætte sig til bords med pynt og bomber, nyde den perfekte mad og vin, grine og snakke og blive alt for mætte. Gå en lang tur og hejse juletræer op i flagstænger, drille naboer og høre børnene sige til smeden: "Aj, du gør det!!". Høre høj musik, spille fisk og Danmarksmester og spise alt for meget is. Hoppe ind i 2012, fyre krudt af og kigge på flotte raketter og sige "Neeiiijjjjj" sammen. Og til sidst putte to trætte, glade børn og selv sove sig ind i et nyt år i favnen på verdens bedste smed. Verdens bedste mand faktisk.

Mit eneste nytårsforsæt er at kunne slappe helt af, når jeg skal sove. At finde tilbage til den tilstand, jeg efterhånden kun svagt husker og i hvert fald højst oplever glimtvis, hvor man (ja - jeg) føler sig tryg og tillidsfuld i positiv forventning til morgendagen og dermed fremtiden. Den fornemmelse savner jeg ret meget - men jeg kan jo glæde mig over, at jeg før har haft den! Så allerede her på det nye års første aften, vil jeg krybe i dynerne og øve mig.

Godt Nytår! (og godnat)