torsdag den 28. februar 2013

Gammel vin...


På listen over de mest læste indlæg her på bloggen, er dét med mærkedagen altid nummer 1. Og nu er det den dag igen. Selvom jeg bestemmer mig for, at det ikke skal fylde mere, og jeg ikke behøver give den dag mere opmærksomhed, så sniger datoen sig altid ind på mig. Og jeg ved, at jeg aldrig har været så bange som den nat for fem år siden. Hvis jeg havde vidst den aften, hvor langt jeg ville nå på fem år, havde jeg kunnet tage det lidt mere roligt. Men det er ikke ligegyldigt.

Hver gang jeg runder den 27. februar, er jeg ikke kun et år ældre, men også et år taknemmeligere. Fordi jeg helt ærligt var i tvivl, om jeg ville slippe levende fra det. Hvert år minder lige netop dén dato mig om, at jeg fik et år mere. Minder mig om, at jeg er heldig og priviligeret. Og i live.

I lørdags var jeg også meget i live. En far blev halvfjerdsindstyve år, tænk sig. En svær mærkedag med fravær af en elsket mor og livsledsager, men også en mærkedag i glæde og taknemmelighed over livet og over en ny kærlighed. Dejlige timer med familien, der både tæller dem, der sidder omkring bordet, og dem, vi alle lever med at savne. Selvom de ikke er her mere, lever de videre iblandt os, med alle tankerne, minderne, fortællingerne og savnet. Det er godt at tænke på, til den dag man (jeg) ikke er selv er med om bordet længere.

Da dagen gik på hæld, gik min bror i baren. Min bror, som jeg i mange år har troet, jeg ikke havde ret meget tilfælles med. Det er bare SÅ løgn....det er kun fordi meget af det, vi har tilfælles, er usynligt. Fx countrysange, viser det sig. Det var noget med, min far spillede det i bilen, da vi var børn og kørte land og rige rundt til bedsteforældre. Country på kassettebånd. Nå, men i min fars interimistiske bar, med et stereoanlæg fra min brors konfirmationstid og 50 gamle vinylplader, var der pludselig fest. Min bror og hans kone, smeden og jeg hang ud med Kenny Rogers, Dolly Parton, John Denver og hele slænget. Sang duetter og drak en lille smule mere øl. Ubeskriveligt.

Fødselsdagsbarnet betragtede os med ægte glæde i øjnene, og jeg ved han ville ønske, min mor havde set os sådan. Lette, legende og frie uden skygger fra fortidens besværligheder. Det er sådan en aften, man (jeg) forstår, hvorfor man (jeg) er til. For glæde, samhørighed, kærlighed og musik. Ikke for bekymringer om gråt hår, eksamensopgaver, mastergrader, låneomlægning, stilforvirring, hesteforsikring, øjenrynker, deller, konfirmationsarrangement, kulhydrater, afspadseringsregnskab, vejlederopgaver og anciennitetsstigning.

Og det er sådan nogle dage efter sådan en aften, jeg går rundt og nynner gamle countryhits. Med en taknemmelighedsklump i halsen. Og tænker, at mit liv er fantastisk...


onsdag den 13. februar 2013

På hjernen...


Jeg har den her sang på hjernen. Så Marie Key live, da jeg var på sommerferie på Bornholm, og altså.....jeg har tit hørt hende i radioen, men aldrig lagt mærke til, hvor fin hun er. Måske skal man se hende synge, hun er virkelig noget helt særligt, og jeg faldt pladask for hende. Lyt lige til den her, og bliv glad på en onsdag:

fredag den 8. februar 2013

...men SÅ meget helt behøver du heller ikke være!


Overskriften kunne også have heddet 'Verdens bedste chef'. Det er nemlig hendes ord: "...jeg ved godt, du er pligtopfyldende. Men meget helt behøver du heller ikke være!". Jeg har fået installeret noget streptokok  i både hud, øre og svælg, hvilket har givet byldeøm hals og øre. Og børnesår, ja tak. Efter jeg havde været hos lægen i dag, ringede jeg og meddelte min arbejdsplads, at jeg selvfølgelig kom og passede mine vagter i weekenden, da jeg ikke smitter og ikke har feber.

Da beskeden nåede chefen, ringede hun mig resolut op, og sagde dét med at være pligtopfyldende og helt. At hun allerede havde dækket mig ind i morgen, og at hun virkelig slet ikke ville se mig før tidligst søndag kl. 15. Nåe....men så okay. Og tak. For jeg kan da godt mærke, at det er rart ikke at skulle af sted i morgen tidlig tidlig. Tror faktisk, jeg virkelig har verdens bedste chef.

Ellers er der ikke så meget nyt i Damehuset. Jeg læser og læser. Går i proces med ny gruppe, øver mig i at skrive akademisk og elsker at grave mig ned i den teoretiske litteratur. En hel ny verden åbner sig, og jeg kan blive helt overvældet over, hvor meget forskelligt, det her liv byder på.

Kærlighed for eksempel. Smeden, mere konkret. I dag, hvor jeg har været syg, har jeg virkelig set skod tv. Virkelig skod. Mærkelige dating programmer og udsendelser med vildt intrigante unge mennesker. Er det fedt? Nå, men apropos dating, tror jeg ikke smeden og jeg havde væltet hinanden omkuld på første date. Og det, kan jeg roligt sige, går begge veje. Men nu....ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han siger, det er vores hængsler, der passer perfekt sammen. Ligesom Sus og Nillers i 'Den eneste ene'. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv....

Elverpigen og jeg har vores udfordringer. Ikke noget, der skal udfoldes her. Jeg tager det fulde ansvar og trækker max. på vores fantastiske familievejleder. Hun kan noget med at høre ti sætninger, spotte essensen og sætte ind med to-tre effektive handlemuligheder. I mandags fik hun mig endda til at tude lidt, ved at fortælle, hvordan hun oplever min måde at være mor på. Mange pæne ord på én gang.

Og ved I hvad? Når jeg har fri fra nattevagt på mandag, har jeg ferie en uge. En hel uge sammen med børnene. "Kan vi ikke godt lade være med at lave nogle planer?", spurgte de for et par uger siden. Så okay da....så vi skal have nattøjsdage, læse bøger, se film, bage og drikke varm kakao. Måske vover vi os en tur i biffen. Forudsat vi kan finde en film, der lægger sig mellem Twilight og Min søsters børn.

God weekend derude...