lørdag den 16. januar 2016

Levende hænder


Der er gået 5 år. Fem lange år. Præcis i dag - 1825 dage og en skuddag. Det føles som et sekund.

Fem år siden min mor døde. Ét sekund.

I går sad jeg i en kirke igen. En kirke med en kiste med en kvinde, der som altid samlede alle dem, hun holdt af, omkring sig. Fra nu af skal vi vænne os til, at vi kun har minderne om hende, at vi må nøjes med fortællingerne, tårerne og smilene, der afløser hinanden, når vi taler om hende.

Præsten talte til hende, til hendes børn, til hendes venner. Og til mig. Om min mor. Om hvordan vi aldrig lærer at forstå, hvorfor nogen skal herfra alt for tidligt. Hvorfor børn og små børnebørn skal miste en elsket mormor og farmor, der skulle have været der mange år endnu. Vi græd allesammen.

Senere holdt hendes datter en tale og fortalte, hvordan hendes lille dreng havde sagt: "Jeg er ligeglad med at mormor er død - jeg vil have hende NU. Hun er min bedste ven". Hvem kan holde det ud?

I kirken blev spillet en sang, jeg aldrig rigtigt har lyttet til før. Det var smukt og det var smerteligt, men jeg har tænkt meget over ordene i dag. Og for altid vil den sang minde mig om en ganske særlig kvinde, som jeg var så heldig at kende. Vi ses.

Ingen kan dig mere
Her står dine venner
Hjælpeløst ser vi det ske
Men vi tror du falder i levende hænder

Stumme og bange fordi
Dit livs lys forbrænder
Om lidt er det hele forbi
Men vi tror du falder i levende hænder
Ja vi tror du falder i levende hænder

(Anne Linnet)




1 kommentar:

www.skøreliv.dk sagde ...

Hvor er det smukt! Og uendelig trist! Mine varmeste tanker herfra.